Hvis man ser på bestsellerlister og business-blogs, virker det som om, læren om ledelse har sit epicenter i USA. Så måske rystede det amerikanerne lidt, da det amerikanske tidsskrift Harvard Business Review i 2015 kårede Lars Rebien Sørensen fra danske Novo Nordisk til Verdens Bedste CEO. Hvor kom det fra, og er det udtryk for, at amerikanerne kan lære noget af danske ledelsestraditioner og ledelseskultur? Og ved vi egentlig selv, hvad vi kan lære fra os?

”Ledelse er at gøre tingene rigtigt. Lederskab er at gøre de rigtige ting.” Et klassisk citat fra den østrigsk-fødte forretningsmand og forfatter, Peter Drucker, der blev en succeshistorie i USA og en stemme på de traditionsrige Ivy League-universiteter. Citatet er blot en dråbe i havet af klicheer om ledelse. Fælles for de fleste er, at de er ytret i Guds eget land.

Flad dansk kultur udfordrer amerikansk hierarki

Hvor det i USA stort set er et no-go at udfordre chefen, er det i Danmark nærmest en dyd. Vores tradition for medbestemmelse og indflydelse i fladere organisationer inviterer til det. I USA derimod er det din plads i hierakiet, der afgør vægten af dine argumenter.

Så kan dansk ledelseskultur have sin gang på amerikansk jord? Ja, det kan den faktisk. Det danske softwarefirma, Milestone, der i 2015 omsatte for godt 400 millioner kroner, har haft held med at indføre den danske ånd i et datterselskab over there. Muligheden for at udfordre chefen til et fagligt tovtrækkeri blev mødt med skepsis, men amerikanerne tog efter en tid godt imod det, da der pludselig var større tiltro til deres evner og råd til at fejle fremfor blot en hård bedømmelse af resultater fra kvartal til kvartal. Den amerikanske model er ofte præget af reglen, der siger, at chefen er klogest, men den klud var i Milestones tilfælde værd at vride.

”Hvis det er rigtigt, at chefen er klogest, så er chefen dårlig til at ansætte folk. Jeg sørger for at ansætte folk, der er meget klogere end mig, og jeg vil meget gerne høre deres mening. De skal fortælle mig, hvad jeg kan gøre bedre,” sagde Milestones CEO, Lars Thinggaard, i et interview med Jyllands-Posten sidste år.

Dansk kulturjonglering er en fordel

Det fører videre til noget andet, der måske også er en dansk spidskompetence: Tilpasningsevne. En tanke kunne være, at vi, med vores lille tilstedeværelse og uforståelige sprog, er nødt til at have udsyn og forståelse for andre kulturer. Det betyder måske, at vi i mindre grad klamrer os til vores egen ledelseskultur og er bedre til at kombinere det bedste fra vores egen kultur med det nyttige fra andre. Et af de generelle kendetegn ved danske ledere er omstillingsevne. Vi ser det tydeligt, når vi ansætter danske ledere i udlandet, og når danske ledere kommer tilbage til Danmark.

Danske chefer skal sætte foden ned …

Så langt, så positivt. Nu tager vi lige jantelovshatten på et øjeblik, for der er også en risiko ved tilliden og åbenheden. Opfølgning – eller mangel på samme. Det er et område, hvor amerikanerne skiller sig markant ud fra deres danske counterparts. I danske virksomheder har vi en tendens til at rose processen, men glemme at følge op på resultatet. Vi kalder det frihed under ansvar, men i USA kan det ses som konfliktskyhed. Og det kan underminere respekten for ledelsen. Kigger vi hjem i vores egen andedam ser vi, at amerikansk ejerskab af danske virksomheder er en garanti for langt mere detaljeret resultatopfølgning, end vi har tradition for herhjemme.

… og de skal længere frem i skoene

Amerikansk ledelseskultur er skarpt defineret. Det samme kan ikke siges om den danske. Og selvom den skarpe amerikanske definition kan synes urokkelig og noget stiv til tider, så efterlader den i det mindste ingen tvivl om, hvilket system man går ind i. Det kan man bruge til at sætte dagsordenen. Se blot på McKinsey og den prestige, der omgærder dem og deres brand. MBA-studerende fra Harvard og Stanford står bogstaveligt talt i kø for et job, og direktionsgangene i hele verden og i Danmark lader sig gerne inspirere og til tider forføre. Men hvis vi tillader os at smide jantelovshatten, så står det klart, at vi også i Danmark har en ledelsestilgang, der kan skabe resultater. Og at den adskiller sig fra den amerikanske.

Inddragelse og konsensus kan også være lønsomt

Ledelse- og arbejdskultur trækker tråde til opdragelse og uddannelse. Når amerikanere præsenteres for det ultra-danske fænomen ’gruppeeksamen’, ryster de på hovedet. Men hvad går igen, når udlandet sætter ord på danske professionelle? Gode i teams!

Vi bliver testet på vores evne til at inddrage, opnå konsensus og indgå i teams. I USA derimod kan dine individuelle fejl få fatale følger. Med lave karakterer kommer du ikke på college. Og kommer du ikke på college, ender du – i bedste fald – i den lave middelklasse, hvor du skal overveje, om sygeforsikring måske kan vente.

På samme måde som konsensus gør det for os danskere, taler individualiseringen, som amerikanerne er vokset op med, til deres fordel. Amerikaneren går ind til en forhandling for at vinde. De forbereder sig rationelt og empirisk ned til mindste detalje, så intet kommer som lyn fra en skyfri himmel. Og det hæver niveauet. Men inddragelse og konsensus kan også være lønsomt, og det budskab kunne godt tåle mere opmærksomhed. Måske kan succeshistorierne fra Milestone og Novo være forordet til den fortælling, der skal placere Danmark stærkere på det ledelsesmæssige verdenskort.

Sammenhæng mellem strategi og ledelseskultur!

Harvard Business Review tilskriver Novo Nordisks strategi en stor del af æren for Lars Rebien Sørensens kåring. En langsigtet CSR-strategi har givet investorerne ro i sindet, og man har lukreret på et holdningsskifte fra profit til purpose. Ord som min kollega Christian Elbrønd brugte til at beskrive morgendagens danske CEO i sit tidligere blogindlæg.

Pointen er, at kulturen i en virksomhed er helt afgørende for den forretningsmæssige succes. Det kan du læse mere om i Thøger Jespersens indlæg Den virkelige konkurrencekraft er kultur – og ledelse. Og en forretningskultur, hvor handlefrihed og konsensus værdsættes, er nu pludselig på dagsordenen i USA. Spørgsmålet er, om Danmark som helhed kan lukrere på det og begynde at skrive fortællingen om sin egen ledelseskultur og måske endda brande sig på den. Hvad siger du?