Når der går sport i præstationsudvikling

18. februar 2015
//

Fra sportens og musikkens verden kender vi til enkeltpersoner, hvis præstationer langt overgår deres kollegaers. Ikke bare en gang i mellem, men gang på gang og vedvarende. Tænk bare på Ronaldos dominans på fodboldbanen igennem mange år, eller Mozarts enestående placering i den klassiske musiks historie.

For os i erhvervslivet, hvor alle vil have fat i ”high-performance”-medarbejderne, rejser dette flere spørgsmål: Hvad forklarer disse ypperlige præstationer? Og er det noget, der kan overføres til præstationsudvikling i en virksomhed? Svarene er ikke entydige, men der er bestemt grund til at kigge sportsfolk over skuldrene, når virksomhedens præstationskultur skal forbedres.

Vi kan sikkert alle huske ham, der lyste af talent på fodboldbanen som knægt, men aldrig levede op til de høje forventninger som ung eller voksen. Og så var der dem, der som unge var langt fra de bedste, men som blev ved med at øve sig med en sådan ildhu, at de som voksne blev ”high-performers”. Hvad er det, der forklarer forskellen?

Forskning i vedvarende toppræstationer opstiller principielt tre mulige årsager:

  1. Medfødt talent, bl.a. intelligens, fysisk formåen og personlighedstræk (bl.a. Macnamara, Hambrick og Oswald)
  2. Mindsettet – troen på at nå et mål, fx. ”growth mindset” vs ”fixed mindset” (Dweck)
  3. Fokuseret og koncentreret træning, eller ”deliberate practice” (Ericsson)

Præstation kan altid udvikles

Vi er overbeviste om, at præstation i sport, musik og ja, erhvervslivet, er noget, der kan tillæres og udvikles næsten uanset, hvad udgangspunktet er.

Det vil sige, vi mener ikke, at vi mennesker er definitivt begrænsede af vores medfødte talent. Vi kan altid gøre noget for at udvikle de færdigheder, der bidrager til toppræstationer. Dels ved at arbejde med vores mindset, dels ved at øve os i de rigtige ting på den rigtige måde.

Vi kigger her nærmere på ét element af præstationsudvikling – hvorvidt ledere kan lære af det, som store sportsudøvere, musikere og andre gør for at præstere bedre. De træner fokuseret, koncentreret og vedholdende – de bruger ”deliberate practice”.

Hvad er deliberate practice? 

Deliberate practice er et begreb udviklet af Anders Ericsson (1993) og er typisk forbundet med udviklingen af toppræstationer inden for sport eller musik. Ericsson studerede mange high-performers inden for flere domæner, og fandt ikke alene ud af, at de øvede sig meget. De øvede sig også på en bestemt måde.

Direkte oversat betyder deliberate practice ”bevidst/fokuseret øvelse.” Begrebet er interessant fordi det, modsat tidligere perspektiver på toppræstationer, bevæger sig væk fra fokus på den enkeltes medfødte talent. Filosofien bag deliberate practice er, at alle kan lære at forbedre deres præstationer.

Begrebet definerer nogle principper for, hvordan man lærer at perfektionere sin præstation gennem fokuseret og koncentreret træning. Helt praktisk indebærer det at få skabt en skarp definition af de præstationselementer, der skal udvikles. I forlængelse heraf skal der sættes stretch-mål, der kan presse aktøren ud af sin comfort zone og ind i en læringszone. Tanken er her, at stretch-målene får aktøren til at fokusere på nogle mere kortsigtede udviklingsmål, der til sammen skal gøre det muligt at opnå de mere langsigtede præstationsmål.

Altså: Man tager et element ad gangen. Man øver det grundigt, bevidst og selvkritisk. Så gentager man øvelsen igen og igen.

Her er det væsentligt med ærlig og kontinuerlig feedback på selve præstationen og udviklingen. Det er derfor vigtigt at have tilknyttet en coach eller træner, som kan iagttage aktøren, komme med konstruktiv feedback undervejs, definere hvad der skal forbedres og heraf designe, hvordan præstationsudviklingen for den enkelte aktør gennemføres mest effektivt.

Deliberate practice er hårdt og kræver et enormt fokus. Det er ikke leg – og det er faktisk heller ikke det, vi normalt kalder for arbejde.

Det kommer også an på mindset

Der er mange, der hverken kan eller vil yde den indsats, der skal til for at nå toppræstationerne igennem deliberate practice. Det handler også om mindset.

Nogle mener, at de ganske enkelt ikke har de forudsætninger, der skal til for at udvikle deres præstationer. De har et ”fixed mindset”. De tror, at talent, intelligens og sågar færdigheder er statiske størrelser, som ikke kan ændres. Har man et fixed mindset, er det begrænsende for de muligheder og chancer, man tager i sit liv – og for det præstationsniveau, man kan nå.

Andre tror derimod, at de kan udvikle sig gennem ”det lange seje træk”. De fastholder motivationen på trods af udfordringer, kritik og nederlag. De har et ”growth mindset”, og det er essentielt, hvis man ønsker at levere toppræstationer.

Topstjerner? De har det hele

Eksempler på enkeltpersoner, der kombinerer medfødt talent, deliberate practice og et growth mindset er mange. Dem kalder vi for topstjerner.

Tænk bare på Tiger Woods, der startede som 2 årig, og som gennem tiderne har været en af verdens bedste golfspillere. Eller Wolfgang Amadeus Mozart, der som 3-årig spillede cembalo, og som 5-årig selv begyndte at komponere musik og optræde for de kongelige i Europa. Og så er der Cristiano Ronaldo, Serena Williams… og andre. Men ikke så mange andre.

Det er for nemt at sige, at disse topudøvere er født heldige og ikke kunne andet end blive til stjerner. Det, de har til fælles udover medfødt talent, er tusindvis af timer investeret i deliberate practice fra da de var ganske unge – og et growth mindset, der motiverer dem til at blive ved med at forbedre sig – også når de er voksne og ”at the top of their game”. Ronaldos frispark har han perfektioneret, mens holdkammeraterne var hoppet under bruserne. Tiger Woods har øvet sig i bestemte ”umulige” slag flere gange, end de fleste gider at tænke på.

Sport er ikke det samme som arbejde…

I sportens verden fungerer træningen som en forberedelse til kamp. Man træner hårdt for at perfektionere sine evner. Man træner skarpt definerede præstationselementer, koncentreret og fokuseret med mange repetitioner. Og den kontinuerlige feedback fra træneren er her med til at skabe en præstationskultur omkring udøvelsen af sporten. Den intense træning af præstationselementerne udføres med det formål, at kroppen af sig selv kan huske og reagere i forskellige kampsituationer, uden at aktøren skal reflektere over, hvad han/hun skal gøre.

På en arbejdsplads foregår træningen og kampen simultant. Og på trods af investeringer i uddannelse og udvikling er den procentvise fordeling mellem træning og kamp omvendt proportional ift. sportens verden. Ingen virksomheder har råd til at betale sine medarbejdere for at træne som en professionel sportsudøver – men de ansatte skal alligevel skabe endnu bedre resultater i morgen.

…men alligevel kan erhvervslivet lære af deliberate practice

Det direkte overlap mellem sportspræstationer og medarbejderpræstationer ligger måske ikke lige til højrebenet – og så alligevel.

Deliberate practice er interessant som ledelsesværktøj, fordi det tager udgangspunkt i, at hvis man ønsker toppræstationer fra sine medarbejdere, må man også skabe top-træningsrammer for dem, så de kan træne til at levere toppræstationer.

Top-træningsrammer i erhvervslivet handler om tre ting.

For det første at ledelsen – i modsætning til i sportens verden – i langt større grad end i dag integrerer ”træning” og ”kamp”. Med andre ord skal det daglige arbejde (”kampen”) bevidst bruges til også at udvikle (”træne”) de præstationselementer, der bidrager til toppræstation.

Og det gøres jo allerede i et vist omfang. Salgschefen der tager med på sambesøg og bagefter giver sælgeren feedback på, hvad han skal fokusere på at gøre bedre i næste salgsmøde. Medarbejdere der får stretch goals, der presser ham/hende ud af comfort zonen og ind i læringszonen. Action learning-projekter som netop bygger på tesen om at ”real people learn by solving real issues in real time”.
For det andet at ledelsen bliver dygtigere til sammen med medarbejderen at definere, hvad der skal forbedres, og hvordan det udvikles (”trænes”) mest effektivt. Og bliver bedre til at give medarbejderne en løbende og specifik feedback på, om de ”flytter” sig.

Og det er netop, hvad den dygtige leder allerede gør. Han/hun udnytter hvert et touch point med en medarbejder til at give specifik og konstruktiv feedback på medarbejderens præstation, forbedringsområderne og vejen til at skabe forbedringerne.

For det tredje at der fokuseres på at udvikle en kultur, hvor kontinuerlig, direkte og ærlig feedback er velset og efterspurgt.

Principperne fra deliberate practice kan altså være med til at skabe en præstationskultur, hvor medarbejderen:

  • ved, hvad han/hun skal opnå af korte og langsigtede præstationsmål
  • ved hvordan han/hun når sine præstationsmål
  • arbejder resultatorienteret med at løse sine opgaver.

Kort sagt bruger dagligdagen til både at løse arbejdsopgaverne og samtidigt at forbedre de præstationselementer, der bidrager til toppræstation.

Målet er et hattrick

Overordnet giver det mening at tænke principperne bag deliberate practice ind i udviklingen af toppræstationer. Men der er som sagt ikke nødvendigvis tale om et enten talent eller deliberate practice eller mindset.

Som så meget andet i denne verden, så er det individuelt, hvad der fungerer bedst for den enkelte – og den enkelte virksomhed. Vi ønsker at slå et slag for kombinationen af talent, mindset og deliberate practice.

Talentet er medfødt, men det skal til stadighed trænes, udfordres og coaches for at kunne skabe toppræstationer. Det er her en vigtig ledelsesopgave at planlægge og sætte mål for, hvad man ønsker at opnå af resultater. Den enkelte medarbejder opnår her et fokus, der kan udvikle eller helt ændre personens mindset i forhold til, hvor langt potentialet rækker.

 

Lignende blogindlæg