Vi er rigtig stolte af, at vores blog med kun ét år på bagen netop er blevet kåret som Danmarks næstbedste i kategorien Ledelse ved Blogprisen 2015. Tusind tak til alle jer, der stemte på os. Vi fortsætter i 2016 med at give dig inspiration, viden og nye vinkler på ledelse, strategi, organisation og ansættelser. Og det er vi ikke alene om. Der findes masser af andre blogs, der er værd at følge. Vi har fundet seks af de udenlandske, som vi vil holde øje med i 2016.

www.leadingeffectively.com

Lederudvikling er i fokus på denne hjemmeside og blog. I mere end fire årtier har folkene bag inspireret direktionsgange til at transformere individer, teams, hele organisationer og samfund for at opnå resultater, der er kraftfulde, målbare og vedholdende. Deres innovative løsninger er baseret på omfattende forskning og erfaringer fra et arbejde med titusinder af organisationer og mere end én million ledere på alle niveauer på tværs af kulturer, industrier og discipliner i mere end 130 lande. Bloomberg BusinessWeek og Financial Times har kåret sitet til at være blandt verdens Top 10 udbydere af lederuddannelse.

www.linkedin.com/pulse

Pulse er LinkedIn’s blogunivers, hvor du dagligt kan få leveret en nyhedsstrøm af erhvervsorienterede blogindlæg og artikler skrevet af personer i dit eget netværk, personer du følger eller såkaldte ”thought leaders”. Det kan være kendte såvel som ukendte personer, der skriver om professionelle emner. Med mere end 350 millioner brugere af LinkedIn på verdensplan og 1,6 mio. alene i Danmark kan man blive lidt overvældet af strømmen af blogs og artikler. Men LInkedIn har heldigvis sørget for, at de blogindlæg, du bliver præsenteret for, primært er sorteret ud fra din profil, dine søgninger og dine interesser. Har du lyst til selv at forsøge dig som ekspert på dit eget område, er det også her, du kan søge hen.

www.mattcharney.com

Med en unik baggrund, der særligt omfatter erfaring inden for HR, blogging og sociale medier er Matt Charney en indflydelsesrig personlighed inden for rekruttering. Han arbejder som ansvarshavende redaktør for Recruiting Daily, hvis flagskib, RecruitingBlogs, er et af verdens største ”networks & content-sharing platforms for recruiting professionals”. I 2013 blev hans blog kåret som en af de 15 bedste business blogs som WordPress officielt anbefalede. Charney sidder også i bestyrelsen for en række HR-tech virksomheder, herunder Rolepoint, Take The Interview, RecruitiFi og eiTalent. Han skal nok få dig inspireret.

www.sironaconsulting.com

Sirona Says, som bloggen hedder, har vundet Storbritanniens Recruitment Blog of the Year. Forfatter Andy Headworth har over 20 års erfaring med arbejde i rekrutterings-industrien og næsten 7 års hands-on erfaring med sociale medier. Sirona Says tiltrækker ca. 2.000 besøgende hver måned, og over 1.000 mennesker abonnerer på bloggen. Indlæggene indeholder industri-indsigter samt praktiske råd om brug og bedre udnyttelse af sociale medier. Andy Headworth er i øvrigt også udnævnt som en af de 50 vigtigste HR Leaders og er en af de mest populære influencers på Twitter i 2014.

www.businessstrategyblog.com.au

På Business Strategy Blog uddeler de ansatte i den australske virksomhed Vantage Performance sammen med anerkendte eksperter og gæstebloggere særdeles kvalificeret rådgivning. Vantage Performance assisterer til daglig etablerede virksomheder i kritiske udfordringer og har siden 2005 arbejdet med hundredvis af slagsen. Virksomheden har vundet 14 nationale priser for at forbedre andre virksomheders vilkår i hele Australien. På siden er de mange blogs opdelt i overskuelige kategorier, og som en af de få blogs, vi kender til, findes der endda en kategori om kapitalrejsning. Du finder desuden mange spændende podcasts og henvisninger til andre relevante blogs.

www.hrzone.com

HR Zone er det største og mest aktive online community for HR-medarbejdere i Storbritannien og har over 80.000 unikke brugere om måneden. Bloggen samler den kollektive viden fra hundredvis af HR-medarbejdere om alt lige fra præstationspsykologi til medarbejdernes sygdom. De mere end 400 sider på bloggen bliver tagget i underkategorier som strategi, teknologi, mennesker og ansættelsesret. Det gør det nemt for dig at navigere rundt og finde det indhold, der er mest relevant for netop dig. Skulle du have lyst til at engagere dig, kan du nemt blive bidragyder og tilføje dine erfaringer til samlingen.

Nu er det din tur. Vi – og de mange andre læsere her på bloggen vil gerne høre:

• Hvor du finder faglig inspiration på nettet
• Om der er en blog, du mener, burde have været på vores liste
• Hvilke skribenter, danske og udenlandske, du mener, er på vej frem
• Om der en blog inden for en særlig niche, du mangler at finde

Skriv i vores kommentarfelt. Vi glæder os til at blive inspireret og til at hjælpe dig med svar på eventuelle spørgsmål.