Hvis du får en idé, så vær klar til at realisere den

Mette Juhl Nielsen har efter fem år hos Hansen Toft fået en ny og større rolle. Nu er hun faglig leder for virksomhedens team af projektkoordinatorer, som hun selv har været en del af, siden hun blev ansat. Efter en årrække med eksplosiv udvikling af virksomheden skal der nemlig også fokus på individuel udvikling af medarbejderne, og det bliver endnu et af hendes ansvarsområder fremover.

Mette Juhl Nielsen er sådan en, der får tingene gjort. En der sørger for, at processerne kører, og at der bliver sat to streger under resultatet. Og med hundredvis af ansættelsesprocesser hvert år er der god brug for hende hos Hansen Toft. Faktisk så god brug, at hun efterhånden har seks kolleger, der også er projektkoordinatorer.

”Vi sørger blandt andet for, at kommunikation, koordination og kalenderkabaler mellem vores konsulenter, kunder og kandidater går op. Vi sikrer også, at der er styr på både forberedelser og afvikling af møder, og vi kvalitetssikrer de mange annoncer, præsentationer og dokumenter, der både cirkulerer internt i huset og bliver sendt til kunder og kandidater,” forklarer Mette Juhl Nielsen.

Individuel udvikling skal prioriteres

Som om det ikke var nok, har hun yderligere to ansvarsområder.

”Jeg har for nylig fået føjet Team Lead til min titel som projektkoordinator. Det betyder, at jeg er ansvarlig for sparring, faglig ledelse og udvikling af vores team på i alt syv koordinatorer. De seneste år har vi haft så travlt og er vokset så hurtigt som virksomhed, at vores individuelle udvikling trænger til at blive prioriteret lidt ekstra. Det skal jeg sørge for i vores team,” fortæller Mette Juhl Nielsen og fortsætter:

”Derudover er jeg ansvarlig for vores it-drift, dels fordi jeg har en cand.it i informationsvidenskab, dels fordi det interesserer mig.”

To streger under resultatet

De mange forskellige opgaver passer hende godt, men det kræver også, at hun altid kan bevare overblikket.

”Der er hele tiden små opgaver at tage fat på, så man skal være meget omskiftelig, samtidig med at man bevarer overblikket. Men man får også lov til at afslutte mange ting, og det giver et kick, når tingene går op i en højere enhed, og man kan sætte to streger under resultatet,” siger Mette Juhl Nielsen.

Hun glæder sig over den rivende udvikling, som Hansen Toft har gennemgået de seneste år. Det gælder ikke kun udviklingen i antallet af medarbejdere og omsætning, men også i måden at arbejde på.

”Hansen Toft har rykket sig som virksomhed og er som så mange andre en virkelig fleksibel arbejdsplads. Jeg har for eksempel en fast ugentlig hjemmearbejdsdag og er gået ned på 34 timer om ugen for også at have ekstra tid til min mand og vores børn,” fortæller hun.

Karriere og familie er ikke modsætninger

Dermed er Mette Juhl Nielsen også et godt eksempel på, at karriere og familie kan gå op i en højere enhed, selvom begge dele kræver både tid og opmærksomhed. Og på at man både kan passe sin familie og udvikle sig professionelt.

”Det er der gode muligheder for her i huset. Dels fordi der er så stor fleksibilitet, som der er, dels fordi virksomheden trods alt ikke er større. Der er plads til at løbe med de gode idéer, man får, og det skal man så også være klar til. Hvis du kommer til at foreslå noget, der giver mening at arbejde videre med, så hænger du på den. Så har du ansvaret for at få det til at ske,” siger hun med et glimt i øjet.

Blog