Hansen Tofts julehilsen 2025

11. december 2025
//

I sidste års julehilsen skrev vi, at verden var præget af usikkerhed – og her efter et år med flere krige, omskiftelige toldsatser m.m. må man konstatere, at øget usikkerhed og uforudsigelighed er blevet et blivende vilkår for lederne i de danske virksomheder.

Meget tyder dog på, at dansk erhvervsliv samlet set har navigeret klogt i 2025’s udfordringer og muligheder. Dansk økonomi fremstår fortsat stærk, og en række nøgletal bliver ved med at overraske positivt. Fra Hansen Tofts perspektiv er det særligt opløftende, at den samlede beskæftigelse i Danmark fortsætter med at stige, og at arbejdsløsheden for 20. måned i træk ligger urokkeligt på et historisk lavt niveau. I medierne hører man om fyringsrunder hos især de større virksomheder, men lige inden man når at blive for grebet af sortsind, kommer de næste beskæftigelsestal og viser endnu en stigning. Det er notorisk en mere interessant historie for medierne, at Novo Nordisk fyrer 5.000 medarbejdere, end at 1.000 virksomheder ansætter fem hver. Jeg skal være den sidste til at negligere de udfordringer, den enkelte virksomhed har kunnet stå med i 2025. Umiddelbart peger tallene dog på, at danske virksomheder bredt set har positioneret sig så fordelagtigt, at de personer, der bliver opsagt ét sted, har gode muligheder for at finde et nyt, spændende job et andet sted.

Dette positive billede afspejles også i Hansen Tofts virke i 2025. Vores kunder har som helhed haft et stigende behov for vores assistance – både for at udvide lederteamet, men også fordi forandringens vinde ofte kræver tilførsel af nye og friske ressourcer på C-niveau. Hvor 2024 var præget af interne forandringer og fald på både top- og bundlinje for Hansen Toft, har 2025 bragt en signifikant vækst. Da headhunting-branchen er en stærk indikator for erhvervslivets generelle puls, ser vi vores egen vækst som endnu et udtryk for, at danske virksomheder klogt har forstået at sikre både udvikling, omstilling og tryghed i et udfordrende år.

2025 har været vores første fulde år i nye lokaler på Strandvejen i Hellerup – og sikke en forskel det har gjort. Både antallet af medarbejdere (nu 16 ansatte) og omsætningen fra Hellerup-kontoret er mere end fordoblet på to år. Hansen Toft er godt på vej til at positionere sig som en af de aktører, de sjællandske virksomheder kontakter, når de har behov for ny ledelseskraft.

I 2026 bliver det helt store projekt at få vores nye interim-forretning godt fra start. Vi har ansat en særdeles erfaren konsulent, der de seneste 10 år har opbygget en interimforretning i Danmark. Med ham i spidsen etablerer vi et forretningsområde omkring interimkonsulenter på både specialist- og lederniveau til de kunder, der har brug for kompetencer hurtigt og i en afgrænset periode. Derudover har vi ansat konsulenter med årelang erfaring inden for headhunting til henholdsvis real estate og life science, så disse to områder kommer også i fokus hos Hansen Toft i 2026.

Som det fremgår, er der meget at glæde sig til i 2026.

Men først ønskes du en rigtig glædelig jul og et godt nytår – fra undertegnede og alle hos Hansen Toft.

Frank Lajer
CEO, Hansen Toft A/S

Lignende blogindlæg