Direktør, Region Nord

Bravida Danmark
Aarhus

Bravida Danmark

Bravida er Nordens største aktør inden for el, VVS og ventilation. Koncernen har været gennem en meget positiv udvikling med stærk resultatskabelse. Bravida-koncernens vision er at være Nordens førende, når det gælder effektive tekniske løsninger inden for service og installation. Forretningen er decentralt opbygget og agerer tæt på kunderne, men samtidig er der en fælles holdning og fælles adfærd i forhold til ledelse, sikkerhed, arbejdsmiljø og bæredygtighed, som er centrale elementer i ’The Bravida Way’.

Bravida Danmark A/S har også gennem årene skabt vækst og solid indtjening. Bravida Danmark er i dag landets førende teknikentreprenør med en omsætning på mere end DKK 4 mia. og cirka 2.500 medarbejdere.

Forretningen er især funderet i serviceopgaver og projekter inden for el, VVS, ventilation og infrastruktur, og Bravida Danmark mestrer også specialer som Fire & Security, bygningsautomatik og industriel køling.

Læs mere på www.bravida.dk

Direktør, Region Nord

Udvikling af serviceforretning med stort potentiale

Med reference til CEO for Bravida Danmark har du ansvar for resultatskabelsen i Region Nord. Du leder en organisation på flere end 500 medarbejdere fordelt på otte lokationer i Midt-, Øst- og Nordjylland. Der er ti afdelingschefer i direkte reference og en række stabsfunktioner til at understøtte centrale områder. Du indgår i ledergruppen for Bravida Danmark.

Forretningen er baseret på serviceopgaver. Porteføljen spænder bredt fra mindre eftersyn til store rammeaftaler med eksempelvis kommuner og regioner.

Din opgave er – i samarbejde med din ledergruppe – at sikre den fortsatte udvikling af regionen. Serviceområdet er et strategisk indsatsområde for Bravida. Der skal være en løbende tilpasning af ydelser og kompetencer, som sikrer, at man kan møde markedets behov.

Ansvarsområdet omfatter omsætning og indtjening i regionen, risikostyring, sikkerhed, kvalitetssikring, bæredygtighedsinitiativer samt – naturligvis – kunderettede indsatser. Økonomiopfølgning og rapportering er desuden væsentlige elementer i rollen.

Rollen er baseret i Aarhus, men medfører tilstedeværelse på de forskellige lokationer i regionen samt mødeaktivitet på det danske hovedkontor i Brøndby.

Helhedstænkende og ambitiøs leder med erfaring fra service/teknisk vedligehold
Den rette kandidat har en solid ledelsesballast og er vant til at have P/L-ansvar. Du har stået i spidsen for større afdelinger eller en division, og du er vant til at lede via mellemledere. Det er vigtigt, at du trives med lederskabet.

Du er kommercielt tænkende, og det falder dig naturligt at drive salgs- og marketingaktiviteter i samarbejde med teamet. Regionsdirektøren deltager i opbygningen af kunderelationer, så det skal falde dig naturligt at repræsentere Bravida udadtil.

Det er også afgørende, at du har styr på grunddisciplinerne inden for økonomi (budgettering, rapportering og regnskabsforståelse). Et væsentligt element i at skabe succesen er at kunne drive profitabiliteten i kontrakterne med sans for de økonomiske KPI’er.

Erfaring fra en større koncern med professionelle styringsmekanismer er desuden en fordel.

Der forventes selvfølgelig fleksibilitet i forhold til aktivitet på de forskellige lokationer samt besøg hos kunder.

Central rolle hos markedsledende virksomhed
Som regionsdirektør har du mulighed for at præge dit forretningsområde og for at udfolde dit lederskab i samarbejde med teamet. Der er et markant selvstændigt ledelsesansvar, og der er et godt råderum inden for koncernens rammer. Styringsværktøjer og processer er velfungerende, så der er et solidt fundament for at arbejde med din organisation og med markedet.

Der ligger et fint potentiale i regionen, og du har gode kompetencer i organisationen at bygge på.

Bravida er professionelt drevet og har høje standarder. Sikkerhed og arbejdsmiljø sættes højt på dagsordenen. 

Desuden vil du nyde godt af professionel støtte fra stabsfunktionerne. 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Research Consultant Kathrine Simonia Bossen Asp på tlf. 2084 3698. 

Bemærk, at vi blot har behov for dit CV, når du søger stillingen. Din henvendelse behandles fortroligt og videregives ikke uden din accept.

Søg stilling

Login

Har du ikke en bruger?
Registrer dig her

Andre stillinger