Produktionsdirektør - Ekstrudering

Hydro Extrusion Denmark A/S
Tønder

Hydro Extrusion Denmark A/S

Hydro Extrusion Denmark A/S er en del af Hydro ASA, som er et norsk børsnoteret industriselskab. Hydro ejer og driver flere forskellige virksomheder og har foretaget investeringer med bæredygtige industrier som basis. Hydro er gennem sine virksomheder involveret i en bred vifte af markedssegmenter for aluminium, energi, genbrug af metal, vedvarende energi og batterier.

Hydro Extrusion har verdens mest omfattende ekstruderingsbaserede aktiviteter med over 100 produktionsanlæg og betydelige aktiviteter i Europa, Nordamerika, Sydamerika og Asien.

Hydro har en førende position inden for ekstrudering, byggesystemer og præcisionsfremstillede rør og har over 50 års ekspertise inden for aluminiumprofiler.

I Danmark blev Hydro Extrusion etableret i 1975 og har hovedkontor og produktion i Tønder, hvor der er to produktionsområder; Ekstrudering og Bearbejdning. 

Virksomheden beskæftiger ca. 280 medarbejdere, er økonomisk velfunderet og ønsker at investere i et fremtidigt stort vækstpotentiale.

Produktionsdirektør - Ekstrudering

Kan du via stærk ledelse og teknisk viden sikre en vedvarende optimering og effektivisering af den samlede produktionsproces, så er dette job måske noget for dig.

Hydro Extrusion er på en spændende vækstrejse med højt profilerede danske og internationale kunder og har i den forbindelse brug for en produktionsdirektør til ekstruderingsområdet, der kan understøtte rejsen. 

Med reference til CEO bliver du en del af direktørgruppen og får det samlede ansvar for ekstruderingsafdelingen med cirka 130 medarbejdere. 

Udvikling og optimering af produktions-setuppet
Din hovedopgave bliver at definere den fremtidige udvikling og strategiske retning for området via digitalisering, automatisering af processer og strukturer, samt udvikling og optimering af eksisterende emner.

Du skal fremtidssikre et fortsat fungerende produktions-setup via nye investeringer og udskiftning af produktionsudstyr på rette tid og i korrekt rækkefølge. Herigennem — i tæt samarbejde på tværs af afdelingerne — udarbejde business cases til præsentation over for koncernen. 

Således får du også en vigtig rolle i et internationalt samarbejde og netværk på tværs af Hydro-koncernen, hvor du bliver ambassadør for Hydro Extrusion Denmark og her skal evne at sætte området på landkortet i et koncernpolitisk miljø. 

Det bliver også din opgave ud fra et ledelsesperspektiv at sikre optimal udnyttelse af organisationens ressourcer samt tilpasning af organisationen efter behov — herunder at sikre uddannelse og udvikling af medarbejderne i ansvarsområdet. 

Solid ledelseserfaring med en stærk teknisk forståelse
Du har en relevant teknisk uddannelse som maskiningeniør, produktionsingeniør, maskinmester eller tilsvarende samt betydelig erfaring med moderne produktions- eller fabriksledelse fra en mellemstor virksomhed. Du har desuden solid ledelseserfaring, herunder ledelse af ledere i en produktionskontekst med skiftehold. Har du arbejdet i en større international organisation og erfaring inden for bearbejdning af metaller eller maskinproduktion, så er dette ideelt, men ikke et krav. Idet koncernsproget er engelsk, behersker du det på forhandlingsniveau. 

Du har en synlig, involverende og motiverende ledelsesstil, og du forstår at aktivere og inspirere dine medarbejdere og give dem ansvar. Du har naturlig gennemslagskraft og stærke kommunikationsevner – også internationalt på koncernniveau. Du er proaktiv ift. løbende forbedringstiltag og har en systematisk og struktureret arbejdsstil. Du er ambitiøs, tager fuldt ejerskab for dit ansvarsområde og besidder den fornødne ro og robusthed til at sikre, at de forventede resultater opnås.

Du tilbydes en spændende og indflydelsesrig stilling i en international virksomhed med gode værdier, og hvor du i høj grad kan påvirke virksomhedens fremtidige succes og udvikling. 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Consultant Casper Olesen på tlf. 2256 1215. 

Bemærk, at vi blot har behov for dit CV, når du søger stillingen. Din henvendelse behandles fortroligt og videregives ikke uden din accept.

Søg stilling

Login

Har du ikke en bruger?
Registrer dig her

Andre stillinger