Manager Controls & PLC

FENAGY
Lystrup, Aarhus

FENAGY

FENAGY er en dansk virksomhed, der udvikler og producerer bæredygtige varmepumpe- og køleløsninger baseret på naturlige kølemidler. De leverer kundespecifikke løsninger til fjernvarmeselskaber og industrikunder med fokus på høj energieffektivitet, fremtidssikrede grønne løsninger.

Hos FENAGY bliver du en del af en innovativ og ambitiøs virksomhed i vækst, hvor teknisk nysgerrighed, faglig stolthed og godt samarbejde er i centrum. FENAGY har en uformel kultur med kort vej fra idé til handling, og her får du mulighed for at præge din egen rolle og virksomhedens udvikling – alt sammen med et fælles mål om at skabe en mere bæredygtig fremtid.

Du kan læse mere på: www.fenagy.dk

Manager Controls & PLC

Vil du sætte retningen for FENAGYs styringsafdeling og stå i spidsen for en stærk faglig enhed i en ambitiøs vækstvirksomhed?

Til FENAGY søger vi en erfaren og struktureret leder, der kan tage det overordnede ansvar for ledelsen af et dedikeret team på syv fagligt dygtige PLC-programmører og sikre, at afdelingen arbejder effektivt, målrettet og med høj teknisk kvalitet – både i daglig drift og i udviklingen af fremtidens intelligente løsninger. Du bliver en del af ledergruppen og refererer direkte til CEO.

Som Manager Controls & PLC spiller du en central rolle i udviklingen af FENAGYs digitale services og intelligente styringssystemer. Du skal skabe overblik, struktur og retning i afdelingen og sikre, at opgaver prioriteres og fordeles med blik for både kvalitet, leveringssikkerhed og medarbejdertrivsel. Samtidig får du en vigtig rolle i samarbejdet med andre nøglefunktioner som engineering, produktion, R&D og el-teknik.

Af nøgleopgaver kan nævnes: 
  • Daglig ledelse og udvikling af styringsteamet.
  • Planlægning og allokering af ressourcer mellem drift, support og udvikling.
  • Deltagelse i strategiske drøftelser på tværs af virksomheden om nye styringsløsninger.
  • Udvikling og effektivisering af arbejdsgange og processer.
  • Overblik over bemanding i relation til deadlines, kundekrav og projektkompleksitet.
  • Samarbejde med interne afdelinger og eksterne partnere.
  • Medvirke i projektmøder for at sikre rettidig involvering og overblik.

Styringsafdelingen – drift og innovation

Afdelingen har ansvar for både daglig drift og udvikling. Det omfatter klassiske PLC-opgaver som programmering, hardwareopsætning og support ved idriftsættelse, men i høj grad også udvikling af nye, digitale og intelligente løsninger. Du og dit team vil arbejde med:
  • Mere intelligente styringer til varmepumper
  • Løsninger til dataopsamling og dashboards til visualisering
  • Systemer til service, overvågning og forebyggende vedligehold
  • Intelligente backend-løsninger til optimering af drift og performance
Styringsafdelingen bliver dermed en central aktør i FENAGYs digitale satsning og udvikling af fremtidige services til kunderne.

Dygtig leder med stor teknisk forståelse og blik for fremtiden

Du er en erfaren leder og har en teknisk uddannelse, fx som ingeniør, maskinmester eller automationsteknolog, og har solid forståelse af automation og PLC. Du arbejder struktureret, har blik for både drift og innovation og forstår at styre opgaver og ressourcer effektivt.

Som person er du tydelig i din kommunikation, god til at skabe overblik og vant til at samarbejde med både interne og eksterne interessenter. Du trives i en rolle med ansvar og ser værdi i at bidrage til bæredygtige løsninger, hvor teknologien understøtter både effektivitet og grøn omstilling.



Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Research Consultant Sofie Vestergaard Daugaard på tlf. 4412 6721.

Bemærk, at vi blot har behov for dit CV, når du søger stillingen. Din henvendelse behandles fortroligt og videregives ikke uden din accept.


Apply

Login

Don't have a user?
Register here

Other positions