Vækst i 2015? Ja, hvis vi mestrer 4 veje til bedre ledelse!

13. januar 2015
//

Så er vi her igen. Et nyt år er begyndt, og allerede inden champagnepropperne er ryddet af bordet, kappes økonomer og politikere om at dysse forventningerne ned. Eller snakke optimismen op.

Nogle mener, at vi skaber for lidt vækst i dansk erhvervsliv, og sådan har det været siden finanskrisen. Andre mener, at vi er et lille land, der ikke kan klare sig bedre end vores større naboer. Og så er der dem, der bemærker, at et stigende antal danske virksomhedsledere forventer større vækst og flere nyansættelser i 2015 sammenlignet med 2014.

Er det dit glas, der er halvt fuldt?

Uanset om man synes, at champagneglasset er halvt fuldt eller halv tomt, er de fleste enige i, at 2015 bliver endnu et år, hvor Danmark A/S samlet set vil rode rundt i lav vækst. Mange økonomer spår omkring 1%. Det bliver til måske 1,4% hvis Dansk Erhverv får ret, og hele 2,0% hvis regeringens ønsketænkning realiseres.

På den ene side må vi konstatere, at store dele af dansk erhvervslivs evne til at skabe vækst ikke er noget at råbe hurra for. Vi hører til den bløde mellemvare i et Europa, der ligger i den tunge ende af verdensmarkedet.

På den anden side skorter det ikke på solstrålehistorier midt i den mørke tid. Der er vækst, udvikling og succes i mange danske virksomheder. Vi oplever det selv på nærmeste hold. Og det er ikke kun de sædvanlige ”high-flyers” a la Novo Nordisk, Mærsk og LEGO. Der er bestemt mange mindre og mellemstore virksomheder, der klarer sig fremragende – selv startups tager godt for sig af retterne. Men hvordan hænger det nu sammen i sådant et lavvækstland?

Fire ledelsestræk trumfer optimisme og pessimisme

Som vi ser det, er der et stort vækstpotentiale i de fleste danske virksomheder. Men vi skal blive bedre til at udnytte det, og det starter på toppen. Det handler i sidste ende om dygtig ledelse.

Når vi er ude at arbejde med virksomheder over hele landet på tværs af størrelse og brancher, møder vi i praksis nogle fællestræk, der går igen i mange vækstvirksomheder. Den gode nyhed er, at disse fællestræk kan læres, dyrkes og fremelskes. Lad os kigge kort på de fire træk, der adskiller de dygtigste ledere fra alle andre:

1. De spotter markedsmulighederne skarpere

Ledelsen i vækstvirksomheder er bedre end gennemsnittet til at sætte retning og matche nye eller ændrede forretningsmuligheder i markedet. De er dygtige til at få organisationen motiveret for den forandring, der skal til for at forfølge og udnytte mulighederne. Og de er parate til at løbe den kalkulerede risiko, der følger med.

2. De omsætter strategi til praksis hurtigere og mere effektivt

Evnen til at eksekvere strategien – eller eksekvere interne forandringsprojekter i det hele taget – er et andet område, hvor vi oplever, at ledelsen i vækstvirksomheder gør det bedre end gennemsnittet. Evnen til at prioritere, fastsætte mål, systematisere plan for fremdrift og følge den vedholdende – uden at lade sig låse af den – er et fællestræk i mange succesfulde virksomheder.

3. De styrker partnerskaber og samarbejde

Åbenhed for nye samarbejdskonstellationer, for betydningen af stærke partnerskaber og styrkelse af samarbejdet mellem nøglepersoner på de indre linjer er et tredje område, hvor vi ser, at ledelsen i vækstvirksomheder gør det bedre end gennemsnittet. Ledelsens evne til at bygge bro – og skabe en kultur, der nedbryder de traditionelle siloer – bidrager afgørende til de gode resultater.

4. De skaber ” luft” til udvikling

Virksomhedsledere i vækstvirksomheder er også bedre end gennemsnittet på et fjerde område, der er lige så vigtigt som de første tre. De udmærker sig nemlig i at frigøre den energi og motivation internt i organisationen, der skal til for at skabe innovation og udvikling. Fokusering og procesinnovation er nøgleord, men gør det ikke alene. Det handler også om kultur – fra mødekultur til præstationskultur. Og dermed organisationens samlede ”mind set” og evne til at skabe værdi i alle led. Og evne til at holde op med at gøre det, der ikke længere skaber værdi.

Er du optimist, pessimist eller realist?

Danmarks vækst handler i sidste ende om dygtig ledelse. For det er de dygtige ledere, der evner at udnytte det betydelige vækstpotentiale, som findes i mange danske virksomheder – og dermed i dansk erhvervsliv som helhed.

Som vi oplever det, er det vigtigere at diskutere god ledelse frem for makroøkonomiske prognoser. Og det er uanset, om det drejer sig om nytårstalen eller det ugentlige direktionsmøde.

Skål for et velledet 2015!

Hvordan ser det ud hos jer? Passer billedet på din virksomhed eller ser du nogle helt andre sammenhænge? Skriv gerne dine kommentarer til bloggen her…

 

Lignende blogindlæg